Troels Trier og produktionerne

 

Grafiske produktioner
Fra slutningen af 60-ne og frem til 1975, hvor Troels Trier til dels lagde billedkunsten på hylden for at koncentrere sig om musikken, arbejdede han først og fremmest med grafik i kunstnerkollektivet Røde Mor. Gruppens karakteristiske sammensatte plakater var udført i linoleumssnit og blev trykt direkte fra stokken i store oplag på den tids trykkerimaskiner. Mange af de enkeltbilleder, som indgik i plakaterne, var udført af Troels Trier, og i dag har han genoptrykt nogle få af disse fra de originale linoleumsplader i eget tryk.
Foruden disse genoptryk omfatter hans grafiske produktion nyere linoleumssnit, koldnålsraderinger, litografi og serigrafi.

Assemblager og skulpturer
Da Troels Trier i 1962 debuterede på Ex-skolens sommerudstilling, skete det med assemblager, som var en slags collagemalerier, hvor æggebakker, cigaretpakker, bestik og andre hverdagsgenstande blandede sig med avisudklip og maleri.
Disse værker var stærkt inspireret af én af tidens herskende ismer, Nyrealismen, hvor den bærende idé var, at man i stedet for at gengive ting med pensel og farve simpelthen tog tingene i sig selv - de såkaldte ready-mades - og monterede dem på billedfladen.
I dag er Troels Trier gået videre med denne idé og har skabt en række surrealistiske assemblager og skulpturer, hvor især legetøjsgenstande med deres symbolladede gengivelser af voksenverdenen spiller en væsentlig rolle.
Produktionen omfatter desuden skulpturer og relieffer i keramik, plade og krydsfiner bemalet med hans karakteristiske tegneseriemotiver.

Mixed media

Mixed media skal her forstås som en kombination af silketryk og maleri. Ved hjælp af silketryksteknikken overfører Troels Trier den sorte streg til et ensfarvet lærred, hvorefter han maler videre på det, som han ville gøre det på ethvert andet maleri.
Resultatet er derfor en slags "håndkoloreret grafik" eller monotypi., idet motivet er det samme, men farverne ofte meget forskellige. Da hvert billede er unikt, er det ikke nummereret, men er mærket "mixed media" på bagsiden.
Med indramning i sølv. Mixed Media udgår til fordel for små malerier.

Modifikationer og ældre malerier
Da Troels Trier i slutningen af 90-ne for alvor tog maleriet op, arbejdede han fra starten med en surrealistisk-naivistiske billedverden, som pegede frem mod de senere års tegneseriemalerier.
Et andet projekt var modifikationerne. Fra genbrugspladser og loppemarkeder samlede han gamle fidusmalerier i guldaldergenren a la Den brølende Kronhjort ved Skovsøen, rensede dem og malede videre på dem i samme stil. Ofte tilføjede han sit selvportræt, hvor han iført sin berygtede piknæse-maske fra Trier & Brüels sceneshows tog tidens nationalisme og fremmedangst under behandling.

Nyere og seneste malerier
Troels Triers nyere malerier er tegneseriebilleder. Han har overført seriernes teknik med opdeling af billedet i felter og kraftige konturer, som afgrænser ubrudte, ensfarvede billedflader, til lærredet. Men også tegneseriernes fantastiske og mytologiske univers har tjent som inspiration. Groteske og humoristiske figurer befolker Triers opdelte lærreder og kalder på en fortolkning, selvom der tilsyneladende ikke er nogen logisk sammenhæng at hænge en fortælling op på.

Fortællingen er tilbage
“Jeg har forsøgt at overføre tegneseriens fortælleteknik til lærredet.Som i tegneserierne prøver jeg at gøre mine figurer stærke og karakterfaste. Ved at skildre figurerne groteske og overdrevne arbejder jeg mig ind i mit eget fortolkningsunivers og jeg benytter mig af enkle konturer og klart opdelte farveflader for samtidigt at simplificere udtrykket.
Desuden har jeg kopieret tegneseriens mest geniale fortælletekniske trick – Billedfladens opdeling i felter.
Et opslag i et seriehæfte med dets kaos af tekst og talebobler, totalbilleder, nærbilleder og skiftende synsvinkler, repræsenterer for os, som er opvokset i massemediernes tidsalder, en helt uimodståelig ramme for fantastiske fortællinger og er en opfindelse på højde med det elektriske lys.
Nå, hvad fortællingerne angår – har jeg imidlertid valgt at benytte mig af de gode, gamle surrealisters metode. Jeg lader intuition og underbevidsthed styre slagets gang i håb om, at mine billeder på den måde vil kunne overskride de snævre grænser, som den logiske tænkning sætter.
De skal derfor ikke opfattes som strengt logiske fortællinger fra min side, men snarere som en slags storyboards efter hvilke det er op til den enkelte at lave sine egne film” citat Troels Trier